Hvis der er én ting, som kendetegner iværksættere, så er det deres stædighed – altså deres styrke oppe i hovedet. Deres evne til at være ukuelige også når det er besværligt og ting ikke lykkes i første ombæring. En af de erfaringer, som jeg har gjort mig ved at arbejde intenst med iværksættere (i alle aldre og med forskellige baggrund og køn) er at de alle har et drive – en vilje til at arbejde med sig selv og sine ideer. De fleste iværksættere accepterer at deres ide skal udvikles og konceptualiseres.
De ved at alle gode ideer ikke nødvendigvis er klart i første runde, men har behov for at modnes, ændres og tilpasses til det marked, der skal benytte produktet eller konceptet.
En af de iværksættere, der har inspireret mig selv til at tænke i nye baner er en kvinde, som har en fantastisk evne til at udvikle koncepter. Hun sprøjter nye ideer ud på samlebånd, uanset som det er design, mad eller konceptuniverser. Jeg lægger mærke til at hendes innovative kraft er stærk, men samtidig er hendes største force, at hun klarer at omforme dette til et kommercielt produkt, som kan sælges til en kunde eller en målgruppe. Det er er forskellen på en, der “bare” får ideer – og så en, der rent faktisk får sine ideer til at flyve.
En anden person, der har en iværksætter gemt i maven, starter et helt andet sted. Han er lige rundet et skarpt hjørne og kommer fra det private erhvervsliv. Han er mere ovre i at være innovatør i form af kommercielle koncepter, der er baseret på hans store viden om det kommercielle område. Endnu har det ikke resulteret i nye produkter, men det er kun et spørgsmål om tid førend han springer ud som iværksætter med fokus på innovation fra eksisterende produkter. Hans force er en evne til at kombinere ting, værktøjer og koncepter, der allerede er flyvefærdige – og så kunne gå ud til en kunde og sælge det som et samlet koncept.
I min optik er der ingen tvivl om at Grønland, Danmark og i det hele taget Europa har et kæmpe iværksætter- og innovationspotentiale, som vi ikke engang er tæt på at udløse endnu. Det skyldes at vi på mange måder har været præget af en stor offentlig sektor, hvor innovation og iværksætteri har været nedprioriterede indsatsområder. Så der er en helt ny generation af medarbejdere på banen, der ikke er fastlåste i gammeldags hierarki og tankegang. I Grønland er der dog et stykke endnu. Endnu har jeg til gode at mærke en innovationstrang i offentlig sektor, selv om en enkelt kommune er på spring til at gøre noget ved netop dette.
Nå, tilbage til iværksætteren og mindsettet. Mindset er en afgørende kvalitet for at få succes som iværksætter. Har du ikke det rigtige mindset, men masser af ideer? Så allier dig med en iværksætter, der kan omsætte dine ideer til praksis. Det kræver bare én ting: tillid til at det er okay at din idé skal udvikles for at blive flyvefærdig.
Hvis du er nysgerrig, så kontakt Michael på mik@visiobox.gl